Hvis du var en kok, der arbejdede i et travlt køkken 7 dage om ugen, hvad ville du så gøre til en del af din daglige rutine? Det er et hårdt og stressfyldt job, og man kan meget let brænde ud, hvis man ikke går til udfordringen på den rette måde. Den eneste måde man kan holde til sådan et pres på er, hvis man opbygger en række gode vaner, der gør alt andet lettere. Hvis jeg skulle være fuldtids-kok på den måde, ville jeg eksempelvis gøre det til en vane, at slibe mine knive hver eneste morgen. Uanset hvilke retter der skal tilberedes den dag, så kommer jeg unægtelig til at skulle skære i grøntsager, kød og andre ingredienser. En skarp kniv vil gøre alle disse opgaver hurtigere, mere sikre og langt mere behagelige at udføre. En lille smule forberedelse gør altså, at resten af dagen går langt mere flydende, og med betydeligt nedsat risiko for problemer.
Nu regner jeg ikke med, at du arbejder som kok 7 dage om ugen. Hvad end du laver i dit eget liv, så er jeg dog sikker på, at du har dine egne udfordringer. Der er ting at se til hver evig eneste dag, og det kan nogle gange godt være overvældende. Nogle gange har vi gode dage, hvor alting bare virker til at fungere for os. Andre gange har vi dårlige dag, og det føles som om vi ikke kan gøre noget som helst rigtigt. Nogle gange har vi opgaver der er så nemme, at vi keder os hele dagen. Andre gange er problemerne så store, at vi er fyldte med angst, og ikke engang kan overskue at komme i gang. Vi ”arbejder” altså i vores eget liv, 7 dage om ugen, og har masser at se til. Kunne det ikke tænkes at vi – ligesom kokken – kunne have gavn af en daglig rutine, der støtter os i de daglige udfordringer?
Uanset hvilket udfordringer du står overfor, så er din hjerne involveret i at løse dem. Du kan derfor tænke på din hjerne, som kokken tænker på sin kniv: den er et essentielt værktøj, der er involveret i stort set alle de problemer, du har brug for at løse. Hvis kokken har gavn af at slibe sin kniv hver morgen, så kan du altså have gavn af, at holde din hjerne skarp som del af din morgenrutine.
Det er derfor jeg bryder hjernen med Puslespil hver eneste dag. Det er faktisk en af de absolut første ting jeg gør om morgenen. Når mit vækkeur ringer, så kravler jeg ud af sengen, og begynder at brygge en kop kaffe. Så snart kaffen er færdig, så finder jeg mit puslespil frem, og begynder at lægge nogle brikker. Det går typisk rimeligt langsomt i starten, men efterhånden som jeg vågner op, og kaffen begynder at tage effekt, så bliver puslespillet pludseligt langt mere overskueligt.
Det giver mig en succes oplevelse tidligt på dagen, og har sat gang i hjernen, så den er klar til at løse ethvert problem jeg måtte blive konfronteret med.