Rige Designere Tager Danmark med Storm

0
38

Har du nogensinde tænkt over, hvad der gør nogle designere succesfulde, mens andre slet ikke kan tjene penge på deres designs? Når man kigger på udvalget i en tøjbutik, så er der typisk en del forskellige mærker og designere at vælge imellem. Men det er kun en ufattelig lille brøkdel af det tøj, der findes derude. Alligevel er det stort set de samme designere og mærker du ser i alle butikkerne. Det er kun hvis du aktivt opsøger de mere ukendte designere, at du har en chance for at købe noget tøj de har designet.

Er det monstro bare fordi, at der ikke er særligt mange designere derude? Det er så absolut ikke tilfældet. Der er millioner af mennesker ude i verden, hvis store drøm det er, at være modedesigner. Verden er fyldt med kreative sjæle, der ser moden som deres medium at udtrykke sig i. Men som med så mange andre kreative felter, så er det en ubarmhjertig verden at kaste sig ud i: konkurrencen er enorm, og chancen for succes er forsvindende lille.

Succesfulde designere har altså ikke fået deres succes som produkt af, at de ingen konkurrenter har. Tværtimod har de på en eller anden måde formået at gøre sig bemærkede, og skilt sig ud – på positiv vis – fra de mange andre designere. Men hvad er deres hemmelighed så? Man skal selvfølgeligt være dygtig for at kunne klare sig godt som designer: man skal have en forståelse for design, mennesker, materialer og så videre. Men vi skal huske på, at de kreative mennesker der drømmer om at blive designere alle er ambitiøse og arbejder hårdt på deres drøm: mange har altså evnerne, men meget få slår igennem.

Så hvad hvis vi kigger på det fra den anden vinkel. Er der monstro noget, som mange af de succesfulde designere har tilfælles? Jeg kiggede på et udvalg af modedesignere, som virkeligt har gjort det godt, og jeg fandt ud af, at mange af dem var ufatteligt rige. Philipp Plein er et rigtigt godt eksempel: manden er god for knap 300 millioner euro. Han er en af de absolut rigeste mennesker i Schweiz – et land der ellers er ganske populært blandt velhavende individer.

Andre populære designere er også ufatteligt rige, og de har ofte haft massevis af penge før de slog igennem som modedesignere. Hvad kan dette skyldes?

Jeg tror det handler om, at rige mennesker kan tillade sig ting, som andre ikke kan. Bare se på en mand som Elon Musk: han siger kontroversielle ting hele tiden, provokerer til højre og til venstre, og drømmer om at flyve til Mars. Hvis han ikke var en af verdens rigeste mennesker, så ville folk himle med øjnene. Men han kan slippe afsted – og endda trives – med denne opførsel fordi han er rig. Han har bevist sit værd, og det gør, at han kan være helt og aldeles sig selv.

Når en modedesigner er rig, så kommer det samme til udtryk i deres designs. Tøj fra Philipp Plein er også provokerende: løver, halvnøgne damer og designs der råber på opmærksomhed. Han slipper afsted med det, fordi han er rig. Og vi slipper afsted med at have det på, fordi designeren er rig. Vi får altså en smag af denne rigmands autenticitet, og det er noget vi godt kan lide.