Der er ikke noget mere deprimerende end et rum, der giver et mørkt og koldt indtryk. Man kan nærmest mærke, hvordan energien bliver suget ud af én, når man træder ind i sådan et lokale. Alting føles pludseligt koldt og livløst, og ens følelse af energi og overskud forsvinder fuldstændigt. Selvom det havde så stor en effekt på mig, så fik jeg ikke gjort noget ved det, de første par år jeg boede i mit hus. Det var måske fordi jeg havde svært ved at finde energien til det? Det kan man altså hurtigt blive fanget i. Jeg kan derfor kun anbefale, at du får gjort noget ved det med det samme. Jo før du får gjort dit rum mere lyst og livligt, jo før vil du nemlig finde energi og overskud til alle de andre ting her i livet. Se opfriskningen af rummet som en investering: det kræver noget tid og energi her og nu, men vil give afkast hver dag fremadrettet. Du vil føle dig langt mere glad og energisk, når dit rum er lyst og frisk.
Men hvordan gør man egentligt et rum mere lyst og livligt? Efter at have læst op på tingene, og foretaget mine egne eksperimenter, er jeg nået frem til 3 faktorer der har betydning. Det handler om lys, rod og maling.
Det første du skal være opmærksom på er lyset i rummet. Det bedste lys du kan få er selvfølgeligt naturligt lys. Kig derfor på alle vinduerne der er i rummet, og se, om der er noget der blokerer for det naturlige sollys. Det kan være du har nogle gardiner der fjerner noget af lyset, selvom de er trukket fra. Det er også muligt, at du har et træ eller en stor busk udenfor vinduet, der skygger for solen. Prøv så vidt muligt at øge mængden af naturligt lys der kommer ind i rummet. Når det er gjort, så kan du fokusere på det elektriske lys. Mange elpærer har desværre et koldt og unaturligt lys, der ikke er særligt rart at opholde sig i. Udskift disse med pærer der har varme toner og et højt lux-tal.
Når du har sørget for, at der er godt med lys i rummet, så er det tid til at fjerne rodet. For de fleste mennesker er rod faktisk et produkt af, at de har en masse ting, de bruger ofte. Det kan være alt fra fjernbetjeninger til nøgler og solbriller. Fordi vi hele tiden bruger dem, har de en tendens til, at blive lagt alle mulige underlige steder. Det er uheldigt, da det giver et rodet indtryk af rummet. Sæt derfor et stod fad op på et bord, og gør det til en vane, at lægge alle ting i denne skål, når de ikke bruges.
Sidst, men ikke mindst, så har malingen en enorm betydning for oplevelsen af et rum. Her er lyse farver selvfølgeligt at foretrække, og gerne de varmere af slagsen. Den sikreste farve vil dog altid være hvid: du går altså aldrig helt galt i byen ved at have hvide vægge.